Hornvarefabrikken

Hornvarefabrikken er den eneste virksomhed i Danmark, der siden 1935 har fremstillet skeer og brugskunst af kohorn. På værkstedet værnes der i dag om det gamle håndværk og den viden, som er oparbejdet gennem årene. Maskiner er kommet til gennem årene og har effektiviseret produktionen, men arbejdsprocesserne er næsten de samme, som for 200 år siden.

Læs mere på www.hornvarefabrikken.dk

Hornvarefabrikken

Maagaard Glas

Med Vestjylland under huden ”maler” Agnethe Maagaard sine dynamiske og unikke værker i glas. Glasset er hendes medie. Hendes fortællinger vokser frem i et samspil mellem tilskårne elementer, glassets teksturer og farver med lyset som sparringspartner. Agnethe Maagaard bygger i sine fortællende værker på arven fra tidligere tiders kalkmalerier og glasmosaikker, men fortæller med et nutidigt udtryk. Formsproget balancerer mellem abstrakte og figurative elementer og giver rum til beskuerens personlige væren i værket og rummet. Hendes glaseventyr har bragt hende mange fantastiske oplevelser bl.a. Dronningens besøg i 2009 samt bestillinger til flere kongehuse.

Af kirkeudsmykninger kan nævnes Dybe kirke og Fjellerup kirke. Igangværende kirkeudsmykningsopgaver er glasmosaikker til Bøvling sognekirke og en altertavle til Sinding kirke.

I 2019 fik hun stor internationale anerkendelse ved modtagelse af AWARD på Museet MAD Museet of Art and Design i New York, som en af 60 udvalgte internationale kunstnere.

Agnethe Maagaard har deltaget på mange store internationale udstillinger og udstiller pt. i udvalgte designbutikker og gallerier i New York, Chicago og Dubai.

I galleriet Maagaard Glass er der ALTID åbent efter aftale på tlf. 61277154, eller læs mere på www.maagaardglas.dk.

Maagaard Glas